mandag den 30. september 2013

Der gøres op med fortid

En af årets sidste hybenblomster
Så gik der lige 3 uger uden et eneste lille bitte indlæg fra min side. Det er ikke, fordi jeg ikke har tænkt på det. Faktisk har jeg skrevet op til flere indlæg oppe i mit hoved, men jeg har ikke kunne få noget ned på skrift. Jeg har også taget en del billeder i den sidste tid, så det er heller ikke det, der har holdt mig tilbage. Jeg har også nogle hængepartier, som jeg gerne vil lave nogle indlæg om. MEN....
Jeg har siden min tur til Færøerne ikke rigtig haft den store energi og jeg går og tumler med nogle personlige ting, som jeg skal have gjort op med - noget skal sorteres fra i mit liv og andet skal der gøres noget ved.
Jeg er gået i gang med en større oprydning både fysisk og mentalt. Det fysiske og konkrete er det nemmeste og lige nu er jeg i gang med at rydde ud/op i mit krea-værelse. Der har efterhånden sneget sig en del ting ind i det rum, som jeg skal have skilt mig af med. Nu er det bare det, at jeg er en af de personer der har meget svært ved at give slip (også på ting). Det er der sikkert en masse psykologer, der kan få en del ud af. Mit personlige bud er, at jeg i tingene finder en form for tryghed og at de samtidigt repræsenterer noget som jeg selv bestemmer over og har kontrollen over. Ulempen ved dette er så, at hvis der bliver for mange ting at have styr på, er det i stedet, alle tingene, som har kontrollen over mig. Derfor skal der nu ryddes op og det går faktisk ganske godt, alt taget i betragtning. Jeg tror på, at det frigiver en masse ny energi, som jeg forhåbentlig kan bruge til noget konstruktivt.
Jeg er en af de mange, der har haft depression/angst og stress helt tæt inde på livet. Derfor kender jeg kun alt for godt til de symtomer, det er vigtig at være opmærksom på. Jeg ved også, at de kan bekæmpes, men at det er nemmere sagt end gjort. Jeg deltager i det, der foregår omkring mig, men jeg kan mærke at jeg ikke rigtig har hjertet med i de ting, som jeg foretager mig - det skal der gøres noget ved - ja der skal. Jeg ved også, at det at blogge er med til at give mig energi og giver mig en glæde, så nu skal jeg igang igen - for min egen skyld. Jeg har ikke så meget overskud til at følge med hos andre, men jeg håber alligevel, der er nogen, som stadig vil hænge på her hos mig. Jeg kan da se, at selvom jeg ikke selv har været aktiv, er der stadig mange, der kigger forbi hos mig dagligt. Det er jeg rigtig glad for.
Jeg har længe gået og tænkt på om jeg har lyst til at dele ovenstående med jer derude, men er kommet frem til, at det måske er meget godt for min egen skyld. Jeg ser det også som en slags oprydning, at jeg får sat ord på det, der også er svært og at jeg får synliggjort noget af det, der er usynligt. At der bag et velpoleret ydre nogen gange gemmer sig et sårbart og ikke så perfekt menneske. Jeg kæmper med mine indre dæmoner - blandt andet ved at se mere fremad end bagud. Det tror jeg er godt.
I sidste uge var min bedste ven Klenex og Otrivin næsespray - jeg tror på, at krop og psyke hænger uløselig sammen. I denne uge går det fremad og jeg kan trække vejret igen.

15 kommentarer:

  1. Et eller andet sted er det jo også hvad der rør sig på godt og ondt der gør os til dem vi er.. Jeg er jo også en af dem der deler mine glæder såvel som sorger, bekymringer med bloggens verden... Nogle finder det for personligt andre ikke.. Men det er vel egentlig en selv der mærker om det er de ene eller det andet.... :-)

    Håber at vender igen :-)

    SvarSlet
  2. Håber du kommer godt igennem både den ene og den anden oprydning. Det skal vist til en gang i mellem - og jeg hænger i hvert fald på hos dig :-)

    SvarSlet
  3. Bare et knus herfra , med håb om at din oprydning både mentalt mm vil gøre dig godt!

    SvarSlet
  4. Godt at du får sat ord på dine opbrud, både for dig selv og på skrift. Held og lykke ...

    SvarSlet
  5. Også et knus herfra - sådan en process kan være hård, men som du siger krop og psyke hænger sammen - og nu kan du trække vejret igen.
    Du skriver:"Jeg er en af de mange, der har haft depression/angst og stress helt tæt inde på livet. Derfor kender jeg kun alt for godt til de symtomer, det er vigtig at være opmærksom på. Jeg ved også, at de kan bekæmpes..." Da jeg havde det sådan lærte jeg, at symptomerne ikke skulle "bekæmpes", men accepteres som værende en del af mig, at de skulle integreres, og at de faktisk var mine venner. For dem kunne jeg stole på - de fortalte mig, at der var noget galt, at noget skulle laves om. Symptomerne er i dag fraværende, men dukker de op - bare den mindste smule i horisonten - ved jeg, at noget skal kigges på og evt. ændres. Det er nok også det du mener?
    I alle fald er du godt i gang og jeg håber det giver dig energien og modet til at komme videre med de nødvendige beslutninger.

    SvarSlet
  6. Masser af varme kram herfra. Det er en stor fordel at kende sig selv så godt, at man kan genkende symptomerne, så kan man nemlig komme dem i forkøbet og nå at passe lidt bedre på sig selv - og det må du huske at gøre.

    SvarSlet
  7. Jeg hører til dem, der bliver hængende!
    Pas godt på dig selv og tag den tid, du har brug for. Du får alle varme tanker herfra.

    SvarSlet
  8. Jeg tror du har helt ret i at en god gang oprydning kan lette på rigtig mange ting. Det er samtidig en rigtig god mental proces. Og som de andre skriver: når man kan genkende symptomerne kan man også handle på dem og passe på sig selv.

    SvarSlet
  9. Håber at du kommer godt gennem din oprydning på flere planer :)

    SvarSlet
  10. Hej Aslaug! Du har ret det er godt/og svært at få ryddet på det mentale plan, det kender jeg også til ! Pas på dig selv er vigtigt!! Håber vi ses i dag! Jeg følger med her, også selvom der er stille! Knus herfra

    SvarSlet
  11. Jeg sender nogle varme tanker din vej, som jeg håber kan hjælpe dig videre - det lyder som om du er på rette spor.

    SvarSlet
  12. Sender også varme kram til dig.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  13. Jeg kender alt for godt det du lige har skrevet, du er ikke alene om at tumle med disse ting, hvis det kan være dig en trøst :-) men det kan det sikkert ikke.
    Brug den tid du har brug for til at få bearbejdet tingene, du er bevidst om tingene det betyder at du er på rette vej :-)
    :-) held og lykke med oprydningen på alle planer :-)
    De kærligste tanker herfra
    Jette

    SvarSlet
  14. Kære Aslaug
    Sender dig en masse tanker og ønsker dig pøj pøj med oprydningen ... Både den fysiske og den mentale ...
    Knus fra én der også har rod både her og der :(
    Ps. Jeg bliver hængende - læser ofte men får ikke altid kommenteret

    SvarSlet
  15. Et stort kram Aslaug - det kan absolut være godt at få sat ord på og ikke kun til sig selv. Man begynder at se andre vinkler og måske også løsninger <3

    SvarSlet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.