fredag den 1. november 2013

Kreative dage 2013

"Strik en ko"  Strikkegraffiti/yarnbombing - workshop
Tiden løber hurtigt i disse dage..... Selvom det snart er en uge siden, at jeg var på messen Kreative dage i Fredericia, har jeg endnu ikke fået lavet et indlæg om min tur. Det vil jeg så hermed gøre.
Jeg plejer faktisk næsten altid, at tage alene af sted på messer. Mest fordi jeg godt kan lide, at gå rundt i mit eget tempo og selv kan bestemme, hvornår og hvor jeg har lyst til at stoppe op og hvor længe jeg vil kigge i de stande, som jeg kommer forbi. Ulempen ved at være alene er, at jeg også synes, det er dejligt at dele oplevelsen med andre. Man kan begejstres/undres sammen og kan lige få vendt de indtryk, som man møder på sin vej. Denne gang var jeg imidlertid ikke alene. Jeg havde Katrine med og det var rigtig hyggeligt. Katrine har altid sit kamera på sig, så man kan sige, at jeg havde egen fotograf med. Normalt plejer jeg ikke at tage ret mange billeder, men denne gang havde jeg så rigtig mange billeder med mig hjem. Det kan være både godt og skidt. For selvom det er dejligt med mange billeder, kan det efterfølgende være svært at vælge, hvilke af alle billederne, der skulle med i dette indlæg.
Jeg har prøvet at tage et varieret udsnit og håber du gennem mine billeder kan danne dig et indtryk af messen. Hvis jeg skal sige noget om selve messen, så må det blive noget i retning af:
  • Ikke ret meget nyt  - meget er set før (jeg har efterhånden været på mange messer og i en del år, så det er sikkert grunden til, at jeg ikke er så nem at begejstre)
  • Mange mennesker og meget varmt ( jeg var der lørdag )
  • Jeg manglede lidt flere gode messetilbud - de var der sikkert, men jeg faldt ikke over dem
  • Synes stadig, at det var nemmere at finde en logisk rute rundt i de "gamle haller", selvom det er andet år messen foregår i hal A
  • Der var en del stande, der ikke havde navn/ skilt eller det var i hvertfald ikke så synligt. Senere har jeg erfaret, at der på gulvet var numre ved standende. Jeg kan godt lide, at når jeg kommer til en stand, så er det nemt og overskueligt at se hvem standen tilhører.
Overstående kan måske virke lidt negativt, men trods det kan jeg sige, at jeg hyggede mig og jeg synes faktisk det var en god messe. Jeg kommer sikkert også tilbage næste år - for det kunne jo være, at der lige er noget, som jeg helst ikke vil gå glip af.
Vil da også lige fortælle, at jeg ikke brugte nogle penge udover pengene til indgangsbilletterne. Der var da et par ting, som fristede, men åbentbart ikke nok. Det er allerførste gang, jeg har været på en messe uden at have noget med hjem igen. Det ved jeg så ikke helt, hvad jeg skal mene om. Det var en i hvertfald en mærkelig fornemmelse, at gå tomhændet derfra.
Nedenfor kommer nogle af billederne jeg fik med hjem - og der kommer også lidt flere i morgen. For der er så meget jeg gerne vil vise og dele. Der sidder nok nogle derude, som ikke har været på messe og de skal da også se nogle af de mange fine ting.

Dette var noget af det første vi mødte på vores vej - det var placeret lige ved indgangen til herretoilettet, som i dagens anledning var konverteret til dametoilet
Festlige fugle og ugler i patchwork fra Butik Kastanja
Broderier fra Fru Zippe - fra samme butik
Disse 3 skønne høns broderer jeg på lige pt - nu overvejer jeg, om jeg også skal bruge dem i en pude. Synes det ser fint ud med hønsene på rad og række
Der var også andre høns på messen. Denne fine høne spottede jeg på Filteforeningen GRIMA's stand. Er den ikke skøn :)
Denne dejlige strikke-dame er også fra GRIMA
- og denne skønne stofcollage "Nattens dronning" er lavet af Lotte Dandanell, som vi også fik en lille snak med. Hun er bestemt en festlig og farverig person.
Disse tre strikkedamer hilste vi på hos Familie Journalens stand og vi fik lov til at tage et billede. De er i gang med at strikke på et tæppe, som er strikket som "Rundestrik" Det betyder i al sin enkelhed, at der strikkes med flere rundpinde i forlængelse af hinanden og man hver især strikker med de de ender, som støder sammen,. Det bliver et kæmperør som så siden hen bliver klippet op til et stort fladt stykke, der skal bruges til et tæppe.
Strikken bliver doneret til varmestuestrikkerne, som færdigmonterer det og giver det videre til en hjemløs.
Fortsættelse følger......


22 kommentarer:

  1. skønne billeder og dejligt for en der også var på messe lige at få dine billeder med og hvad du fik ud af messen. Jeg savnede også nogle messetilbud må jeg da nok indrømme :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marion - selv om man har været samme sted, er det nemlig slet ikke sikkert, at det lige er det samme man har bidt mærke i :)

      Slet
  2. Jeg synes ikke du lyder negativ, men giver en god og konstruktiv kritik af messen. Jeg var der ikke, men har da "suget" til mig rundt omkring i blogland ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej jeg siger jo bare, hvad jeg personligt mener om messen. Andre kan have en helt anden opfattelse. Jeg synes også, det er sjovt at se, hvad andre har fået øje på :)

      Slet
  3. Tak for dejlige billeder, når nu man ikke selv kunne komme :))
    Ingen indkøb - hmm, måske har du ret med hensyn til messetilbud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja måske - eller også har jeg bare tænkt, at jeg har rigeligt hjemme i forvejen, som kan stresse mig ;)

      Slet
  4. Der har i hvert fald været noget for øjet på den messe - det kan jeg se på billederne. Og især den hvide høne i filt er da et blikfang. Den er skøn :o) - for ikke at tale om koen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var meget at kigge på og lidt inspiration fik jeg da også med hjem. Jeg er også ret vild med hønen i filt :)

      Slet
  5. Tak for den skønne billed tur,den filtede høne er da overskøn :))

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er bare så sød og måtte godt bo hjemme hos mig :)

      Slet
  6. Giver dig ret. Der var ikke så meget nyt, og ikke nogle super messe-tilbud. Men en ok messe, jeg var der søndag, og havde jo husbond med, og han fik da lidt med hjem, jeg fik også købt en julegave, så ok var det for os

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, men lidt har jo også ret ;) det var da dejligt at manden fik lidt med hjem, måske kan du så lokke ham med en anden gang ;)

      Slet
  7. Tak for nogle skønne billeder ! Jeg købte ikke så meget tror det blev til 3 nøgler garn, men var fyldt op med indtryk og jeg fandt også nogle nye ideer. Håber vi ses til næste strikkecafe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Indtryk var der masser af - især alle dem, der var på messen i flot hjemmestrik, det synes jeg f.eks. er sjovt at kigge på. Trøjerne og sjalerne bliver luftet sådan en dag ;)

      Slet
  8. Jeg var også af sted i år, og faktisk købte jeg heller ikke så meget med hjem.Jeg synes også, at der var meget langt mellem messetilbuddene - og at der var meget varmt!
    Jeg kan rigtig godt lide billedet af koen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også koen var skøn - var især vild med den lille Rasmus klump hue :)

      Slet
  9. Tak for kigget :-) Hønen er for skøn og de tre strikkedamer som strikker på det fælles tæppe, synes jeg er sjovt og en fin ide :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja hønen er skøn :) og jeg synes også det er ret sjovt med fællesstrikningen ;)

      Slet
  10. Jeg kunne heller rigtig finde ud af det og som dig, savnede jeg lidt flere tilbud. Kom hjem med lidt garn som jeg fandt til samme pris på nettet - øvbøv..
    Men hyggeligt og flot var det bestemt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kom da hjem med lidt , men jeg synes nu også det godt må være lidt billigere på sådan en messe - jeg havde sikkert også købt noget, hvis det rigtige tilbud havde været der :)

      Slet
  11. Jeg har faktisk meget samme opfattelse af messen som dig. Jeg ville have remset de samme punkter op :)
    Men jeg hyggede mig bestemt også, havde min dejlige veninde med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at læse det ikke kun er min opfattelse af messen og dejligt i havde en hyggelig tur :)

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid