mandag den 2. december 2013

Ugen der bød på meget strik


I sidste uge var der en del strik på programmet. Jeg går i nogle forskellige strikkecafeer, men som regel er det ikke i de samme uger, de enkelt strikkecafeer finder sted. Ugen bød på tre af slagsen og det var lige før det var i overkanten, hvis sådan noget kan være det. Men jeg har det nok bedst med, at få strikken lidt mere jævnt fordelt og det kan godt blive lidt hektisk, når man sådan skal rende i byen hele tiden ;)
Tirsdag eftermiddag var jeg til Strikkecafe på Tørring bibliotek. Den har jeg deltaget fast i omkring et års tid. Jeg nyder at komme og hilse på de andre piger og der er også et par andre bloggere, der deltager -  Birgit med bloggen Fru Knudsen og Helle med bloggen Helles Hjørne.
Sådan en eftermiddag får man snakket om meget, men i tirsdag bemærkede jeg også, at der var et par stykker som havde meget travlt med at få sagt farvel. Da jeg spurgte ind til travlheden, kunne de fortælle, at de lige skulle nå hjem og spise inden turen gik til Juelsminde. De skulle nemlig ned og høre et foredrag med Ruth Sørensen. Jeg havde for et stykke tid siden set, at hun skulle komme og havde også besluttet mig for at deltage i dette foredrag, men havde glemt alt om det igen. Så jeg fik lige pludselig selv meget travlt med at komme ud af døren. Jeg var bare så glad for, at jeg blev mindet om det.
Foredraget med Ruth Sørensen var rigtig godt og der var også mulighed for at se og ikke mindst røre ved hendes strikkede modeller. Endvidere kunne man købe mønstrer til alle modellerne og nogle fine knapper i keramik, havde hun også med. Jeg havde desværre ikke fået mit kamera med, men Helle fik taget nogle billeder og du kan se et indlæg hun har lavet lige HER

Cardiganen skal strikkes i Karisma fra Drops i fv. 37
Onsdag eftermiddag skulle jeg en tur til Vejle. Forinden havde jeg ringet, for at høre til det garn, som jeg havde bestilt til Andreas' cardigan. Butikken havde lovet mig, at garnet ville komme 14 dage efter, at jeg bestilte det og nu var der snart gået 3 uger. Det var sjovt nok lige kommet ind af døren, så det var da heldigt at jeg lige ringede og at jeg derfor kunne smutte forbi og hente garnet, når nu jeg alligevel var i Vejle.
Andreas så vældig tilfreds ud, da jeg viste ham, hvad jeg havde med hjem fra min bytur og konstaterede igen at "farven er fin" og spurgte i samme åndedrag "hvornår går du så i gang". Jeg måtte så fortælle ham, at det nok først blev i morgen, at jeg ville slå op til cardiganen. Jeg skulle nemlig i en strikkecafe om aftenen i Hedensted, som jeg deltager i en gang i måneden og der skulle jeg ikke lige begynde med at slå op og holde styr på maskeantallet.

Bifrost fra Garn Garagen
Onsdag aften strikkede jeg derfor på mit Bifrost sjal, som efterhånden har været længe under vejs. Nu er jeg endelig blevet færdig med alt det sorte, for jeg har strikket de nederste takker i ugens løb og fredag hvor jeg var til endnu en strikkecafe, denne gang på Hedensted Bibliotek, blev jeg færdig med den sidste trekant. Nu skal jeg i gang med de farvede striber, men jeg må vist hellere strikke på Andreas' cardigan først.
Torsdag fik jeg ribben færdig. Jeg strikker ryg og forstykker sammen, så der er en del masker. Jeg har ikke lavet nogen strikkeprøve, men jeg håber, at  jeg har valgt den rigtige størrelse og pind. Måske er det letsindigt, men jeg har vel lov til at være heldig - forhåbentlig.

I weekenden har jeg fået lavet både kalenderlys og adventskrans. Så søndag aften kunne vi tænde lyset i begge dekorationer. Jeg har lavet en lidt anderledes adventskrans i år og jeg glæder mig rigtig meget til, at vise den frem her på bloggen. Kalenderlyset skal i nok også få at se en af dagene.
Jeg har også lovet, at der kommer en opskrift på Rudolf - er helt overvældet over den interesse, der har været, så jeg går gerne i gang med opskriften. Regner med at opskriften på Rudolf kommer i denne uge, hvis alt går planmæssigt.

16 kommentarer:

  1. Der sker da en masse kreativt omkring for tiden! Det må bestemt være hyggeligt at komme i forskellige strikkesammenhænge.
    Rudolf er også skøn! Det var en rigtig fin værtindegave, du fik lavet til blogtræffet.
    Jeg kan altså ikke lade være med at smile over din søns iver for at du går i gang med hans cardigan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtig hyggeligt at mødes med ligesindede :)
      Ja han har meget travlt med den cadigan og i går aftes sad han ved siden af mig, imens jeg strikkede på livet løs og sagde "mønsteret er lige som jeg havde forstillet mig" det var da skønt :)

      Slet
  2. Sikke travlt du har haft. Men det lyder super hyggeligt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. ja lidt for travlt ;) - men hyggeligt :)

      Slet
  3. Du har haft lidt at se til i ugens løb. Foredraget med Ruth Sørensen ville jeg også gerne have hørt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også et godt foredrag og skønt at se alle modellerne i virkeligheden :)

      Slet
  4. Tror du da, (så travlt som du har),at du når at få strikket på Andreas´s cardigan. Skal det være en julegave?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg strikker indimellem og nu kan jeg tage cardiganen med mig rundt :) Det er ikke en julegave og Andreas følger spændt med i processen ;)

      Slet
  5. Well, tre aftener med strikkecafé i den samme uge er måske (kun måske) lige i overkanten, men jeg er nu alligevel misundelig over alt det strikkehygge, du deltager i

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja lidt i overkanten, men super hyggeligt. Skal "kun afsted en gang i denne uge og det er nu også ganske rart :)

      Slet
  6. Ja den uge har da stået i strikkens tegn ;-) men det er da også bare så skønt. Dejligt at du nåede at komme med til Juelsminde. Jeg glæder mig til at se Bifrost ! du ved jeg er vild med det sjal ! Jeg syer på Oles trøje, men at sy lynlås i strik er ikke lige mig men øvelse gør mester og så må det bare tage den tid det tager.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så heldigt, at vi lige kom til at snakke om det :) Tak for en hyggelig aften :)
      Bifrost får vist lov til at ligge nu - jeg er godt igang med cardiganen og den må gerne være færdig hurtigt :) Jeg har jo en meget utolmodig søn :) Du skal nu nok få lynlåsen i - tag det bare stille og roligt, så går det nok :)

      Slet
  7. Milde himmel som du farer omkring :)) men hvor er det skønt at du har muligheden, når nu lejligheden byder sig!
    Glæder mig til Rudolf - det er fantastisk vi får muligheden for at hækle dine kreationer :))

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det var lige i overkanten for mig i sidste uge, men hyggeligt det var det nu :)
      Tak for de fine ord Kirsten og dejligt du glæder dig :)

      Slet
  8. Så smukke ting du får strikket, jeg glæder mig til at se det færdige sjal :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig også til at strikke på sjalet igen, men lige nu er det Andreas' trøje der har førstepriotet :)

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid