lørdag den 25. juli 2015

Hæklet gravhunde etui/penalhus


Nu kan jeg endelig dele opskriften på det hæklede gravhunde etui/penalhus, som jeg skrev lidt om i mit sidste indlæg. Jeg synes ideen er supergod og selvom man ikke er gravhundeejer, tror jeg alligevel, der er mange som synes godt om denne skønne gravhund. Jeg har hæklet mit eget etui og det viser jeg selvfølgelig på bloggen senere. Hvad det skal gemme på, har jeg endnu ikke bestemt.

Opskriften er lavet af Winnie Khouri og jeg har fået lov til at dele opskriften her på bloggen og at redigere opskriften.
Billederne i dette imdlæg tilhører Winnie og det er også hende, der har hæklet alle de søde gravhunde etuier.  Hun har selv gravhunde og er helt pjattet med dem, ligesom jeg :)
Jeg vil gerne sige tak til Winnie og mon ikke, at jeg kan sige det samme på vegne af rigtig mange andre hæklere.



Dette billede er sidste skud på stammen - den må bestemt være dansker ;) Er den ikke bare nuttet den lille fyr, der har gemt sig nede i etuiet.
Opskriften på gravhunden kan du hente lige HER

OBS Der havde sneget sig en lille tastefejl ind i opskriften så har du hentet opskriften før d.1.dec 2016 skal der i Halen omgang 2 stå " 1 fastmaske i hver maske = 6 masker ialt ( og ikke 2 fastmasker i hver = 12 masker i alt ) 

mandag den 20. juli 2015

Det var ikke fordi jeg gad, men....


Mine planer blev ændret lidt i denne uge. Jeg er igang med, at hækle et etui/penalhus udformet som en gravhund. Det er en opskrift, som jeg har fået lov til at dele på min blog. Jeg havde faktisk regnet med, at den allerede nu skulle ligge på bloggen, men sådan skulle det ikke gå.

Vores fryser er nemlig stået af i denne uge og det gav altså lidt mere arbejde, end det jeg havde kalkuleret med...den gamle fryser skulle tømmes og det jeg kunne tilberede blev tilberedt. Jeg havde blandt andet bær i fryseren og de skulle da ikke gå til spilde. Derfor har jeg blandt andet fået lavet nogle glas med dejligt marmelade. Det er familien ikke så kede af, skulle jeg lige hilse og sige.


Jeg har også kikket og fået købt en ny fryser. For når man bor på landet, som vi gør, er det altså meget praktisk. Der ligger jo ikke lige en købmand rundt om hjørnet.
Nu er den nye fryser blevet sat til og så mangler vi bare at få den fyldt op igen ;)

Hækleopskriften på gravhunde-etuiet glæder jeg mig meget til dele her på bloggen og den kommer forhåbentlig på en af de nærmeste dage.

Opskriften på mit marmeladen får i her og den kan bruges til alle slags bær. Det er faktisk bare en grundopskrift, som man selv kan sætte sit præg på - en pund til pund opskrift, som man kaldte det i "gamle" dage. Jeg synes jordbær og hindbær sammen er godt - ca. ½ af hver og det har jeg lavet flere gange. Men rabarber sammen med jordbær er altså også ret lækkert. Jeg bruger frosne bær - det er nemt og det har jeg som regel altid i fryseren.


Marmelade med hindbær og jordbær 

Ingredienser:

500 g bær eller  (hvad man nu har) jeg lavede en portion af ca. 750 g hindbær og 750 g jordbær
500 g sukker ( jeg synes godt man kan spare en lille smule og jeg brugte ca. 1300 g i denne portion)
saften af ½ citron ( jeg brugte saften af en hel citron)

Kom lidt vand i bunden af gryden inden bærrene kommes i - bare så bunden lige dækkes.
Jeg tilsatte ikke vand denne gang - bærrene var let optøede, så det var ikke nødvendigt.

Jeg klipper jordbærene i mindre stykker, da de ikke koger så nemt ud som hindbær og fordi jeg ikke vil have store "klumper" i min marmelade.

Tilsæt citronsaften og hæld sukkeret over og lad det hele koge op. Rør jævnligt i gryden så det ikke brænder på.

Marmeladen koges ind og den skal bare boble stille og roligt. Jeg bruger et sukkertermometer og når temperaturen er lige omkring 104 grader er marmeladen færdig. Derefter skummer jeg omhyggeligt overfladen af marmeladen - tager det lyserøde "skum" op med en hulske.
Så er der bare tilbage at hælde marmeladen på varme og grundigt rengjorte glas. Jeg bruger en suppeske og en tragt. Pas på marmeladen er meget varm. Glassene lukkes og så opbevarer jeg marmeladen mørkt og køligt - det behøver ikke være i køleskabet. Når vi har taget hul på et glas opbevarer jeg derimod altid i køleskabet.

PS. jeg kom et skefuld i min skyr i morges og det var ikke så ringe ;) ja ja jeg ved godt, at sukker ikke er det bedste for mig, men engang imellem skal jeg synde!

lørdag den 11. juli 2015

Vinderen af hækle kittet blev....


Jeg har nu fundet en vinder af et hæklekittet fra kukuk.dk, som jeg brugte til larven Ludvig. Først og fremmest vil jeg sige stor tak til alle, der har deltaget og lagt en kommentar i håb om at vinde. Det kunne jo være skønt, hvis man kunne sende et kit til alle, men desværre er der jo som bekendt kun en vinder.

Der var 75 kommentarer i alt, hvoraf der var 6 gengangere som ikke tæller med, 69 lodder blev det til. Den heldige vinder blev nummer 21 og jeg har talt mig frem til, at det er Hanne med denne kommentar: "Det vil være et fint sommerprojekt".
Nu håber jeg så på at sommeren kommer med mere varme og sol, så Hanne evt. kan sidde ude og hækle sin egen larve :)

torsdag den 9. juli 2015

Høstjakke med indhold



Denne Høstjakke strikkede jeg på tilbage i marts måned. Jakken har været færdigstrikket i et stykke tid nu og billederne har jeg også haft liggende på computeren næsten ligeså længe. Jeg tænkte, at med et vejr vi har i dag er det da lige sådan en jakke der skal findes frem og så kunne jeg også vise nogle billeder fra dagen, hvor jeg forsøgte at lege fotomodel ;)
Det er min datter Katrine, der har taget billederne og med mig som fotoemne kan det vist ikke gøres ret meget bedre. Jeg tilhører nemlig den gruppe af mennesker, der hader at blive fotograferet og jeg er heller ikke vild med, at se mig selv på billeder. Når jeg skal fotograferes, har jeg svært ved at tage det seriøst og kan ikke finde den rigtige grimasse og vil hellere fjolle omkring.

Jakken er jeg rigtig tilfreds med og den er strikket i lækkert blødt og luftigt garn fra  Lane Grossa. Garnet hedder Garzato Fleece og indeholder 70 % alpaka. Jeg har brugt under 5 nøgler, så den vejer ikke meget. Selv om den hedder Høstjakke kan min sagtens bruges året rundt og på en sommeraften er den perfekt at finde frem. Jeg håber på masser af solrige sommerdage, hvor jeg senere på aftenen kan finde min jakke frem.


Håber i alle nyder sommeren trods dårligt vejr. Jeg vender tilbage om et par dage. I morgen er det sidste chance for at deltage i min Give away og jeg glæder mig til at trække en heldig vinder :)